Ildsjæle

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der da fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” (Apostlenes Gerninger 2,1-4)

Jesu disciple mærker rummet, de sidder i, blive fyldt med det, der opløfter med ånd og kraft. Og tunger som af ild sætter sig på hver enkelt af dem og tænder en ild og en flamme og et livsmod, som de ikke kan sidde stille med.

De må ud med det glædelige budskab, og de har så mange ord, at det ene tager det andet. Det begejstringens sprog, de taler, er ét med et sprog, alle kan forstå. Og hvert eneste menneske hører den gode historie om Gud og Jesus, fortalt på sit eget modersmål.

Forsagte, forskrækkede og forladte disciple bliver i stand til at drage ud og leve intenst med forkyndelse og fællesskab. På en dag siges det, bliver mere end 3000 døbt i Jerusalem. Det var en overvældende tilgang til en ny tro.

Og hvad samledes de så om, de første kristne?

I apostlenes gerninger fortælles det, at de første kristne holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet. Ved brødets brydelse og ved bønnerne. De samledes omkring bordet hjemme i et måltidsfællesskab, fortalte om Jesu liv og lære, bad og sang og jublede. ”Oprigtige af hjertet priste de Gud”, som der ordret står i det nye testamente. (Apostlenes Gerninger 2, 47)

Det suser og bruser, døre og vinduer smækkes op på vid gab, og der hvirvles op i gammelt støv. Sådan må det have været for disciplene, da de i deres store sorg over Jesu død pludselig forstod, hvorfor det hele gik, som det gik, forstod hvad de skulle nu, og hvordan.

Det var dengang, da der endelig kom rigtig ”hul igennem”, og Jesu budskab havde vandt genklang i deres hjerter.

Det var dengang, der blev igangsat en bevægelse, og Jesu tilhængere blev fyldt med en begejstring, de ikke kunne holde for sig selv.

Det var dengang, de blev ildsjæle, de første kristne, fyldt med tak og forundring, med glæde og livsmod og virkelyst.

Det var dengang, de begyndte at videregive alt det, de havde set og sanset, da de vandrede sammen med Jesus.

Men stadig er det sådan, at vi skal lytte godt efter genklangen og lade os begejstre og bevæge og blæse igennem på ny, for kristendommen er ikke kun en fastholdelse af, hvad der skete engang, det sker stadig, også til os tales der om Guds storværker på vores tungemål.

Billedet er malet 1320-25 af den italienske maler Giotto di Bondene og hænger på National Gallery i London.

Rigtig glædelig pinse

sognepræst Anna Birgit Thyssen