Jean-François Millet : Akssankerne, 1857.

Akssankerne

Et gammelt høstbillede med et eviggyldigt budskab. Tre fattige kvinder går med krumbøjede rygge hen over en stubmark og samler de aks op, som høstfolkene gavmildt har efterladt.

Det er ikke en romantisk skildring af livet på landet engang i fordums tid, men et billede af, hvordan landbefolkningen sled for det daglige brød og var afhængige af en gammel forordning fra 5. Mosebog, hvor Gud befaler jordejerne ikke at høste marken ren, men huske at efterlade noget til den ”fremmede, faderløse og enken”. Med andre ord, de, der har det særligt hårdt og svært ved at sørge for sig selv.

Set med vore øjne er det måske en ringe form for hjælp, men det er også et budskab, der handler om nødvendig barmhjertighed. Som Gud var barmhjertig, da han udfriede israelitterne fra slaveriet i Ægypten, sådan skal også vores liv lade sig præge af barmhjertighed og hjælp til dem, der trænger.

Uden barmhjertighed vokser had og afstand i det skjulte,men hvor barmhjertigheden hersker, skal intet menneskeføle sig hverken ”forladt, forhadt, forfulgt eller helt alene,endsige uden håb om at møde en udstrakt hjælpende hånd”.

Måske husker vi den gamle høstvise ”Marken er mejet” og verslinjen ”Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt”. Der er også nogen, der har revet marken let, så der blev akstilbage til kvinderne, der ikke lader noget gå til spilde, sådan som det er skildret på malerens billede.

Den franske filosof Simone Weil har udtalt: ”Muskelkræfter rykker ukrudt op, men det er kun solen og vandet, der får høsten til at spire”. Akssankerne måtte også bruge deres muskelkræfter på at bøje sig ned gang på gang og samle aks op i deres rummelige forklædelommer.

Men både for dem, der samler ind og for os i hvilken situation, vi end er i, er også solen og regnen afgørende for livet: ”alle gode gaver de kommer ovenned”, som vi synger til vores høstgudstjeneste. Både jordmuld og hjertemuld må vi da prøve at behandle på en måde, så ”alle de gode gaver” kan gro til gavn og glæde for alle. I lighed med akssankerne er det stadig en opgave at sørge for, at de gaver, vi har fået ovenfra, ikke går til spilde.

Det gælder både i bogstavelig og overført betydning. I naturen og i det liv, vi har fået givet at leve med hinanden.

God sensommer - og efterårstid

sognepræst Anna Birgit Thyssen