Hyrderne

I juleevangeliet hører vi om folketælling og en befaling fra en magtfuld kejser, men vi hører også om ganske almindelige mennesker langt væk fra magtens centrum: en tømrer og hans gravide kone og dem, der hverken har fast erhverv eller fast bolig: de omkring vandrende hyrder, som fristede en usikker og kummerlig tilværelse.

Hyrderne spiller en stor rolle i evangelisten Lukas gengivelse af Jesu fødselsberetning. De hørte ikke til dem, nogen gad tælle, de, der flyttede rundt i bjergene uden for det dyrkede land og passede folks får. De sov under fri himmel sammen med deres dyr, derude, hvor de bestandigt også måtte være på vagt overfor vilde dyr.

Ifølge Lukas var hyrderne de første, der hørte det glædelige budskab ”frygt ikke… se, jeg forkynder jer en stor glæde, der skal være for hele folket”.

Hyrderne er ikke idyl i et smukt østerlandsk julebillede. Men de fik en stor plads i det kristne budskab fra begyndelsen af.

Trangen til tryghed og omsorg havde hyrderne på marken ved den lille by Betlehem i den grad. De var upåagtede udsatte mennesker, ingen rigtig regnede. De levede derude, hvor dæmonerne holdt til. De havde bestemt brug for at høre en sang både om glæde, om fred og om frelse. Den fik de at høre den nat, da en himmelsk hærskare viste sig for dem og de mærkede glædens varme trænge ind i deres sjæl og sind.

De bliver de første ved siden af Maria og Josef, der hører om frelserens fødsel. Og derved peger de på, hvor altafgørende og magtpåliggende det bliver i Jesu gerning at vise, at Guds rige er åben for alle.

Men juleevangeliets budskab er det samme til os alle, der, hvor vi er mest udsat og også mindst tror og venter det, er Gud stadig med os. Eller sagt på en anden måde: der er stadig en dyb mening trods meningsløsheden.

Glædelig jul.

Sognepræst Anna Birgit Thyssen