Judaskysset

Billedet af Giotto fra ca.1305-1310 er en af 40 berømte fresker i et lille kapel i Padua i Italien. Kapellets vægge og lofter er dækket af billeder fra Jesu liv. Kirkebladets forsidebillede er denne gang en fremstilling af Jesu tilfangetagelse i Gethsemane.

Judas har lagt armen om Jesus og i en omfavnelse, ser vi ham næsten helt tildække Kristus med sin gule kappe. I middelalderens symbolverden er gul falskhedens farve. Vi er ikke i tvivl om, hvem der er hvem. Jesus, udstråler ro og værdighed, skønt han kun alt for godt ved, hvad der er på færde, lader han stille og uden modstand Judas give ham det aftalte forræderiske kys. Der synes at være nærmest en hel hær af soldater forsamlet: ”I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som var jeg en røver”, siger Jesus. Og til Judas: ”forråder du Menneskesønnen med et kys” (Luk.22,48).

Det kys, der var tegnet, som skulle angive Jesus. Som nøje var afstemt med ypperstepræsten, de skriftkloge og farisæerne. Judasskikkelsen har fascineret, ikke kun teologer, men også malere, digtere, musikere og filmskabere.

Den efterhånden gamle rockopera af Andrew Lloyd Webber og Tim Rice: Jesus Christ Superstar, som stadig er et hit i konfirmationsundervisningen, er et godt eksempel herpå. Her ses Jesu sidste dage hovedsageligt fra Judas synspunkt, som synes at have haft den opfattelse, at Jesus skulle være en frihedskæmper, der ville lede et oprør mod Romerriget. Det kan meget vel have noget på sig, og i så fald handler Judaskysset både om skuffelse og frustration, bitterhed og vrede.

Judas indså, at Jesus var en anden, end han lige havde troet og håbet på. Han følte sig ført bag lyset, misforstået og sviget. Judas er en dybt tragisk skikkelse. Da Jesus blev dømt, leverer han efter sigende de penge tilbage (også kaldet Judaspenge), som han har fået i betaling for at forråde Jesus og går ud og hænger sig.

Påsken rummer mange bitre og barske tildragelser. Men også vi ved en hel del om, hvad forræderi og hykleri er. Også vi kender til at føle os svigtet, skuffet og ladt i stikken. Med rette eller urette. Det sidste var tilfældet med Judas. De fire evangelier i Ny Testamente er enige om, at da disciplene er samlet med Jesus ved den sidste nadver, rækker Jesus dem alle brødet og vinen. Han springer hverken Judas, som vil forråde ham over, ej heller Peter, som vil fornægte ham.

Og Johannesevangeliets smukke fortælling om fodtvætningen (Joh.13,1-15) viser os det samme: Jesus vaskede alle sine disciples fødder som tegn på sin omsorg og hengivenhed, ømhed og kærlighed. Han udstødte dem ikke, men viser os, at der er en anden mulighed end den afgrundsdybe fortvivlelse, den bitre skuffelse og det kujonagtige svigt: muligheden at vende om og tage imod en udstrakt hånd. Muligheden at starte forfra. Muligheden at forandre sind og slippe vreden, frustrationen og frygten. Måske tænker vi, at det ikke er muligt, men påskebegivenhederne er også en stadig og vedvarende insisteren på denne mulighed.

Glædelig påske
sognepræst Anna Birgit Thyssen.